
Det var en både målløs og overvældet Viktor Hald Thorup, der lørdag skulle hen for at give interview til DR’s Tobias Hansen.
Årsagen er, at danskeren ganske overraskende og uventet har vundet en sølvmedalje ved mændenes massestart i speedskating.
Det er Danmarks blot anden medalje ved et vinter-OL nogensinde.
Viktor Hald Thorup har kæmpet med sygdom under OL og har haft blot to træninger på 10 dage, fortalte han på tv og beskrev, at det havde været hårdt at se både forældrene og hustruen Sofia i øjnene og vide, at han nok ikke kunne præstere det, han havde håbet på.
Men undervejs i massestarten stod det hurtigt klart, at Viktor Hald Thorup var i spil til en medalje, og det holdt hele vejen til mål.
Hustruen Sofia var med i hallen.
– Jeg råbte bare: ”Det er også din medalje!”, sagde speedskateren og understregede, at han ikke kunne have klaret det uden hendes støtte.
– Jeg havde ikke stået på startstregen uden hende. Jeg styrtede til træning i går og smadrede ud i siden med 60 km/t. Hun var vågen til klokken fem i nat og lavede mine skøjter. Jeg havde ret dårlig samvittighed. Nu har jeg det okay med det, sagde Viktor Hald Thorup med et grin om sin hustru til DR efter triumfen.

Hustruen Sofia Thorup ved om nogen, hvad det kræver at nå langt inden for sporten, for hun er selv speedskater. Hun har russisk baggrund og er derfor udelukket fra at kunne deltage i vinter-OL, men i januar vandt hun EM-guld til Danmark.
Sofia Thorup er speedskater ligesom sin mand og vandt EM-guld i januar.